Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Menu

VED HAVET
Særudstilling med Aka Høegh

10. januar - 14. april 2013

På særudstillingen Ved havet præsenterer Nordatlantens Brygge en af Grønlands mest anerkendte og respekterede kunstnere, Aka Høegh. Med udvalgte værker udfoldes naturens - og særligt havets dybe betydning for kunstneren.

Jeg går rundt på stranden og ser på et stykke drivtømmer i lang tid. Når jeg kigger på det, giver det mig nye idéer og tanker. Væsener der skal forløses og bringes frem for dagen.
(Aka Høegh)

En betydelig del af Aka Høeghs kunstneriske produktion gennemstrømmes af havet. I hendes havskildringer bevæger havets dyr og tangplanter sig som æteriske væsener rundt på billedfladen i et og samme holistiske univers, hvor også de monumentale isfjelde knejser. Og i de nye værker af grønlandsk drivtømmer, har havet helt konkret sat sig spor og formet materialets flader.

Siden Aka Høegh som barn på stranden indsamlede opskyllede ting og ridsede i dem, har havet haft tag i kunstneren. Fra sit atelier i Qaqortoq har hun udsigt og direkte adgang til det foranderlige element. De omkringliggende sydgrønlandske fjorde bringer ro og inspiration, når hun fra sin båd registrerer vejrligets påvirkning af vandet eller de fine detaljer i vinterisens brydninger. Det er herfra, hun ser det fremmede sølvgrå drivtømmer og de forliste enebærgrenes særlige potentiale. Hér hun finder de tilbageværende ryghvirvler fra en strandet hval, og med sin uundværlige notesbog tilrettelægger sine delikate indgreb i materialerne. Indgreb, der skal blotlægge den sjæl, hun mener naturen besidder, og som hun ser som sit formål at forløse kunstnerisk.

Det er hér; Ved havet, at Aka Høegh lever og levendegør sin kunst.

Også de traditionelle grønlandske myter er væsentlige kilder til inspiration og medvirker til at forme Aka Høeghs syn på det omgivende samfund. Mange af myternes pointer er stadig relevante, og når hun gentagne gange henter motiver fra f.eks. myten om Havets moder, hvor mennesket straffes for sit hovmod og ødselhed og nægtes adgang til naturens ressourcer, så er det fordi dens pointe om at passe på den natur, vi selv er en del af, også er gældende i dag. Aka Høeghs kunst går hermed i dialog ikke bare med naturen, men også med omverdenen, ikke fordi den er politisk eller samfundskritisk, men fordi hun har en holdning til det omgivende samfunds værdier.

I forbindelse med den aktuelle udstilling har Aka Høegh arbejdet med en række helt nye værker til udstillingen på Statens Værksteder for Kunst. Båden af enebærgrene, Himmelrejsen er bl.a. skabt der. En række af udstillingens værker er til salg, og interesserede kan henvende sig i receptionen på Nordatlantens Brygge. 

Katalog
Til udstillingen er der produceret et katalog med tekster af kunstner Bodil Kaalund og kunsthistoriker Anne Marie Gjedde Olsen samt billeder af udvalgte værker. Kataloget er på 44 sider og kan købes for 50 kr. i receptionen på Nordatlantens Brygge.


Udstillingen er støttet af:
Augustinus Fonden
Grønlands Selvstyre, Kulturdirektoratet
NAPA, Nordens Institut i Grønland
Royal Arctic Line
Statens Værksteder for Kunst

Se udstillingskatalog

Se udstillingskatalog

Læs Sara Olsvigs åbningstale

Læs Sara Olsvigs åbningstale