Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Menu

Isbjørne og deres kulturelle liv! En betragtning over menneskelig fascination, længsel, besættelse og adfærd. Af Bryndís Snæbjörnsdóttir og Mark Wilson.

15. september 2006 - 18. februar 2007

Fotoudstilling

I århundreder har isbjørnen betaget mennesket, og det ikke kun som majestætisk og skræmmende vilddyr og dræber i dens naturlige omgivelser. Også som kulturelt ikon fjernt fra dens oprindelige enemærker, har bjørnen vakt opsigt, når den er blevet præsenteret på denne eller hin facon.

Den aktuelle udstilling på Nordatlantens Brygge Nanoq - Hvide bjørn af islandske Bryndís Snæbjörnsdóttir og engelske Mark Wilson, er en kunstnerisk undersøgelse af denne fascination, som den historisk er kommet til udtryk i England gennem to århundreder, i en tradition knyttet til besiddelse og præservering af dyrene.

Historisk blev de fleste af de dyr som udstillingen viser billeder af bragt til England i det 19. og 20. århundrede, og deres skæbne har været tæt knyttet til periodens arktiske ekspeditioner, hvalfangerindustri, kolonialisme samt ren og skær aristokratisk eventyrlyst.

Isbjørnene er affotograferet som de er "fundet" af kunstnerne i hhv. private og offentlige samlinger. Til hvert billede hører fakta om dyrets oprindelse og historie. Objektive data der er med til at eksplicitere de slående kontraster mellem forestillingen om bjørnen i dens oprindelige habitat og menneskets "brug" af dyret som f.eks. macho-trofæ, samt den til tider temmelig groteske kontekst som dyrene aktuelt befinder sig i.

Det tog kunstnerne 3 år at opspore, fotografere og indsamle data om de 26 udstoppede isbjørne, der tilsammen udgør udstillingen Nanoq - hvide bjørn.

Tekster og fotos frembringer refleksioner hos beskueren over denne kulturelle arv og menneskets forhold til naturhistoriske samlinger, Zoologiske haver mv. og konfronterer iagttageren med fortidens såvel som nutidens vekslende holdninger til det "vilde dyr".

Således er udstillingen Nanoq - hvide bjørn egentlig ikke en udstilling om isbjørne, men snarere en indfaldsvinkel til og betragtning over menneskelig fascination, længsel, besættelse og adfærd.