Mange islandske kunstnere studerede og boede i København i første halvdel af 1900-tallet. I denne periode fandt spændende islandsk kunst plads i danske hjem.

Lige siden har denne kunstskat været skjult for offentligheden. Nu giver Nordatlantens Brygge mulighed for at beskue mange af værkerne med udstillingen af 91 malerier.

Mange værker af Islands mest kendte malere findes i danske private samlinger. Værkerne (oliemalerier og akvareller) på udstillingen er hovedsagelig fra første del af det 20. århundrede og er ikke før blevet vist frem offentligt.

Arrangør: Nordatlantens Brygge i samarbejde med Dansk-Islandsk Samfund

Kurator: Bera Nordal

"Islandsk malerkunst i første halvdel af 20. århundrede"

af Bera Nordal, direktør på Nordiska Akvarellmuseet ved Göteborg

I

Islands natur har været islandske maleres ho­vedtema helt fra begyndelsen, og sådan for­holder det sig stadig til trods for stærke inter­nationale påvirkninger som nu er herskende. Island er et ufrugtbart, koldt og nøgent land, og alt er umiddelbart synligt på dets overfla­de. De fleste andre lande har en vegetation der hyller dem i beskyttende gevandter og samti­dig slører alle konturer. På Island er det det uhindrede udsyn, horisonten og landets form der først tiltrækker sig opmærksomheden, men også den nøgne overflade, som er udsat for stadige forandringer forårsaget af vejr, vind og andre naturkræfter. Det åbne land­skabs stadigt skiftende former og de storslåe­de panoramaer landet frembyder, hastige me­tamorfoser af vand fremkaldt af varme og kul­de, den håndgribelige fornemmelse af overfladen og farvernes dybde og nuancerig­dom var for kunstnerne en uudtømmelig kilde til ideer. Den islandske natur viste sig dog i begyndelsen at være vanskelig at skildre, ef­tersom det knap nok havde været forsøgt før og den ikke lignede nogen anden. Indtil da havde kun udenlandske kunstnere malet Is­land. Selv om resultatet af dette ofte var me­get interessante billeder, både fra kunstnerisk og kulturhistorisk synspunkt, var og blev det dog Island set med en udlændings øjne, ofte overdrevet og fremmedartet. Ikke desto min­dre var disse værker for unge islandske kunst­nere et vidnesbyrd om hvor storslået og man­gefacetteret motivet var, og hvilket værdigt emne at give sig i kast med og forme ud fra sine egne forudsætninger. Islandske billed­kunstnere fulgte på den måde eksemplet fra nationens højtelskede digtere, som hyldede landets skønhed i deres digte og på den måde styrkede folkets selvopfattelse.

II

Den vækkelse til selvstændighedsbevidsthed som begyndte ved midten af det 19. århundre­de under Jón Sigurðssons førerskab, vakte is­lændingene til dåd og fyldte dem med optimis­me. På Island var der på det tidspunkt endnu et fasttømret bondesamfund og ringe specialise­ring i arbejdslivet. Befolkningen talte kun 70.000 og deraf boede ca. 3.000 i Reykjavík. Der var derfor ikke meget der kunne tilskynde unge talenter til at vælge en løbebane som bil­ledkunstner; der var hverken kunstskole eller uddannede lærere, derimod ringe økonomisk formåen og kun få bøger, for ikke at tale om kunsttradition, idet man ikke skelnede mellem håndværk og billedkunst. De islændinge der havde beskæftiget sig med fri malerkunst i København i det 19. århundrede, deriblandt nogle bemærkelsesværdige kvinder, fik ingen særlig god modtagelse da de vendte hjem fra deres studier. Nogle af disse pionerer gav dog undervisning i tegning og maling og havde med deres arbejde uvurderlig indflydelse når det gjaldt at anspore unge kunstnerspirer. Op­rettelsen af et kunstmuseum på Island i 1884 var også en betydningsfuld begyndelse; muse­ets grundstamme var for størstedelen danske malerier. Værkerne blev udstillet i Altingshu­set, og for kunstinteresserede må det have væ­ret en enestående chance at se disse original­værker af mange af datidens betydeligste dan­ske kunstnere. De unge talenter lod da heller ikke længe vente på sig, og hen imod århund­redskiftet sejlede der hvert andet år en ny mand udenlands for at uddanne sig som billed­kunstner: Einar Jónsson i 1893, Þórarinn B. Þorláksson i 1895 og Ásgrímur Jónsson i 1897. Rejsens mål var naturligvis - dengang og helt frem til midten af det tyvende århund­rede - København, islændingenes hovedstad. I kølvandet fulgte senere Jón Stefánsson, Jóhan­nes S. Kjarval og to kvinder, Kristín Jónsdóttir og Júlíana Sveinsdóttir. I århundredets første tiår rejste stadig flere til København for at få undervisning i billedkunst.

III

Det danske kunstnermiljø var fra begyndelsen en uvurderlig kilde til inspiration for islandske billedkunstnere, og islandsk kunst var bundet til den danske med stærke bånd. Enkelte kunst­nere søgte ganske vist andre steder hen, f.eks. til Tyskland eller Frankrig, men det satte kun svage spor i den islandske billedkunsts udvik­ling. I anden halvdel af det 19. århundrede og første halvdel af det tyvende modtog dansk bil­ledkunst stærke impulser fra specielt Paris, og danske kunstnere var aktive deltagere i udvik­lingen af den europæiske modernisme, selv om der stadig var en stærk tradition for landskabs­maleri i begyndelsen af århundredet. Der var stor grøde i dansk billedkunst og der investere­des i europæisk samtidskunst, samtidig med at der blev holdt mange betydningsfulde udstil­linger. Islandske kunstnere i København kunne dér se værker som hørte til det mest radikale i Europa. Men da krisen brød ud, blev der stag­nation i det danske kulturliv og den fremgang som nazismen i Tyskland og revolutionære kræfter i Rusland havde, skabte en tilstand af usikkerhed på kontinentet. I denne periode var der mange danske kunstnere der begyndte at søge efter nye udtryksformer i billedkunsten i form af surrealisme og senere abstrakt kunst. Mange af datidens betydeligste pionerer inden for islandsk billedkunst var netop bosat i Dan­mark på dette tidspunkt og de fik varige ind­tryk af den udvikling som fandt sted i dansk kunst. De kom hjem til Island med regelmæssi­ge mellemrum for at udstille eller de sendte de­res værker til udstilling og præsenterede på den måde det mest aktuelle. Efter anden verdens­krig ophører, lidt efter lidt, den direkte indfly­delse som dansk billedkunst havde haft på ud­viklingen af den islandske siden århundred­skiftet, og islandske kunstnere begynder i stadig videre udstrækning at hente uddannelse og impulser fra andre lande end Danmark.

IV

Da de første professionelle kunstnere flytter hjem til Island efter deres studietid i de første tiår af århundredet, begynder der straks at op­stå kulturelle forudsætninger for at en islandsk malerkunst kunne udvikle sig. Den første is­landske kunstudstilling på selve Island blev holdt i Reykjavík i 1900, hvor Þórarinn B. Þor­láksson viste landskabsmalerier fra Þingvellir. Senere afløste den ene udstilling den anden, selv om der endnu ikke fandtes egentlige ud­stillingslokaler i landet. I begyndelsen, da kunstnerne hovedsagelig er optaget af at skil­dre den islandske natur og den spænding der opstod mellem bonde- og borgerkulturen, er billedkunsten primært påvirket af den danske akademiske kunst i naturromantikkens og sym­bolismens ånd. Til trods for at mange af de kunstnere der var under uddannelse i Danmark i århundredets første halvdel, oplevede moder­nismens udvikling på nært hold, var der ingen forudsætninger for at overføre så radikale kunstretninger direkte til islandske forhold.

De kunstnere der først giver sig i kast med skil­dringen af den islandske natur, er Þórarinn B. Þorláksson og Ásgrímur Jónsson. Landskabs­malerier er ikke en efterligning af naturen, men kunstnerens personlige udtryk og hans tolk­ning af den. Derimod udtrykker naturen sig selv. Vi oplever dens skønhed uden mellemled. I kunstværker sanser vi naturens skønhed gen­nem kunstnerens tolkning. I kunstværker er na­turen omdannet, genskabt. Þingvellir var i is­lændingenes øjne et symbol for deres selvstæn­dighedskamp og frihed og derfor betød det meget for Þórarinn at begive sig derhen først. Þórarinns arbejder fra Þingvellir er kunsthisto­risk skelsættende, idet det var første gang en islandsk kunstner billedligt udtrykte sine følel­ser for landet. Det lykkedes ganske vist ikke for Þórarinn at leve udelukkende af sin kunst, men ikke desto mindre fortsatte han ufortrø­dent. Þórarinn tolkede det islandske landskab på en uhyre personlig og nænsom måde - lan­det er indhyllet i stilhed, hemmelighedsfuldt og lyrisk. Ásgrímur Jónsson var den første is­landske maler som gjorde malerkunsten til sit levebrød, og Islands natur blev hans hovedte­ma gennem et langt liv. Han var en mester i akvarelmaling, og har der en fuldkommen sær­stilling i islandsk kunst, men han arbejdede lige gerne i olie og akvarel. Ásgrímur Jónssons arbejder blev i begyndelsen udført i den ro­mantiske naturalismes ånd men bliver i stigen­de grad påvirket af impressionismen, og senere ekspressionismen, i farvevalg og penselføring. Hans arbejder skildrer landets lys og varme, og menneskeligt nærvær. Ásgrímur var en af de mest afholdte kunstnere i landet så længe han levede.

Mod slutningen af første verdenskrig kommer to malere frem - Jón Stefánsson og Jóhannes S. Kjarval - som begge skulle få afgørende indflydelse på den islandske billedkunsts ud­vikling, men på meget forskellig måde. Begge malede den islandske natur lige som deres for­gængere, Þórarinn B. Þorláksson og Ásgrímur Jónsson. Jón Stefánsson var betydelig mere formalistisk og mere disciplineret i sin tilgang til maleriet end Kjarval, der var et følelsesmen­neske både i farve og motivbehandling. De to hovedretninger som Jón Stefánsson og Jóhan­nes S. Kjarval sluttede sig til var derfor meget forskellige, den ene i formalismens og senim­pressionismens ånd og den anden i den rene ekspressionismes og en personlig symbolismes ånd.

Jón Stefánsson lagde grunden til sit landskabs­maleri i tyverne og selv om han henter meget fra Paul Cézanne, er hans arbejder langt mere formalistiske i tanke og udførelse. Jón blev meget begejstret for Cézannes arbejder, da han en periode var privatelev af Henri Matisse i Pa­ris. Jón fandt ofte sit motiv inde i landet, hvor han søgte det nøgne, formstrenge landskab som blev et af de karakteristiske træk ved hans maleri i begyndelsen af hans kunstneriske lø­bebane; senere overtager farven mere og mere. Jóhannes S. Kjarval var en kompliceret og mangesidig personlighed og en glimrende teg­ner, og hans tegninger er en meget vigtig del af hans kunstneriske virksomhed. Kjarval søger i begyndelsen i mange retninger, indtil han ska­ber en uhyre personlig stil til tolkning af den mangefacetterede islandske natur, som han ikke for alvor giver sig i kast med før i slutnin­gen af tyverne, da han var omkring 45 år gam­mel. Kjarvals malerier er enestående i islandsk landskabskunst - personlige og kraftfulde, fø­lelsesladede og subjektive. Med tiden var det som om han lod sig opsluge af naturen og hans vision af landet snævredes stadig ind.

En kunstner der også tilhører pionergene­rationen på malerkunstens område, var Júlíana Sveinsdóttir. Hendes andel i udviklingen af den islandske landskabstradition blev dog al­drig vurderet helt efter fortjeneste mens hun le­vede; størstedelen af sit liv boede hun i Køben­havn, hvor hun var højt anset som kunstner. I sine landskabsbilleder viser Júlíana sig som en uhyre personlig og subjektiv maler. Hun hente­de impulser fra den landskabsekspressionisme som kommer frem i de nordiske lande efter 1930, og senere udviklede hun sine arbejder stadig mere i retning af forenkling. Hun går ofte så tæt på motivet at der i virkeligheden ikke står andet tilbage end form og farve.

Det var en stor lykke for islandsk billedkunst allerede fra den allerførste begyndelse at få så fremragende kunstnere som disse foregangs­mænd og -kvinder, der både havde klar og nuanceret forståelse af opgaven samt havde den fornødne selvkritik, disciplin og fasthed som blev en ledestjerne for kommende genera­tioner af islandske kunstnere. De havde en stor andel i at præge den selvforståelse som stadig er nationens, fordi de troede på landets fremtid og folkets selvstændighed og forstod vigtighe­den i at styrke dets kulturliv og skabe de rette rammer for det.

Udstillingen Islandske malerier i privateje i Danmark er ikke en komplet oversigt af hvad der befinder sig af islandske kunstværker i dansk privateje; den viser kun eksempler på den rige afveksling som findes der. Det blev besluttet at vælge oliemalerier som udstillin­gens kerne, men også nogle tegninger og akva­reller. De fleste af værkerne er landskabsmale­rier, men der vises også opstillinger og por­trætter. Det blev hurtigt klart, da udstillingen blev valgt ud af et stort antal værker, at største­parten af dem skyldtes kunstnere der var under uddannelse eller i arbejde i Danmark i første halvdel af århundredet, da København endnu var uddannelsescentrum for islændinge. Ud­stillingen giver et interessant billede af hvor­dan kunstværker cirkulerer mellem privatper­soner; nogle af værkerne er blevet købt for at støtte vedkommende kunstner, nogle er gaver til venner, andre er blevet købt af interesse, og mange af de ældre værker er gået i arv eller har skiftet ejer, blot for at nævne nogle eksempler. Udstillingen viser desuden publikums "smag" med hensyn til malerkunst og hvad det er der tiltrækker folk ved et bestemt kunstværk. Det er tydeligt at valget er traditionsbundet og landskabsmalerier er i uomtvisteligt flertal. Men det ses videre at erindringen om landet Is­land, islandsk natur, også indgår som en vigtig følelsesmæssig faktor når valget falder på net­op landskabsbilleder.

Det er en uhyre personlig udstilling. Den hand­ler om venskab - venskab mellem to nationer - venskab mellem individer. Den kaster lys over et betydningsfuldt kapitel i det kulturelle sam­arbejde mellem Island og Danmark, et kapitel som stadig lever i mange menneskers bevidst­hed. Det er altid vigtigt hvorfra vi henter ud­dannelse, impulser og stimulering, og hvad der skabes på grundlag af disse kontakter. Det har altid været den europæiske kulturs styrke at rejse og lære, og det samme har været den is­landske kulturs styrke helt fra begyndelsen. Man må ikke glemme at det tog lang tid at op­bygge den velstand som vi nyder i dag og det kunstmiljø som vi tager som en given sag. En vigtig faktor i den opbygning er den grundlæg­gende uddannelse og stimulering som vore foregangsmænd og -kvinder fik i København og de trygge arbejdskår og muligheder som mange af dem var så heldige at få i Danmark. De forbindelser, og de venskabsbånd der blev knyttet, var og er uvurderlige.

Bera Nordal