Grønland
Monarki (dansk), selvstyre
Areal: 2.166.086 km
Indbyggertal: 56.081 (2020)
Hovedstad: Nuuk
Sprog: Grønlandsk
Verdens største ø
I løbet af 1200-tallet foregik en række møder i Thule-området, som fik afgørende betydning for Grønlands historie. Formentlig var det hér inuit første gang mødte de norrøne bønder fra Sydgrønland, men også de sidste palæoeskimoer i landet.
Med møderne i Thule-området kan man sige at ringen sluttes. For første gang siden det moderne menneske for ca. 50-80.000 år siden vandrede ud af Afrika, mødes efterkommerne af de grupper, som vandrede mod Øst med de mennesker, der vandrede mod Vest.
Grupper af inuit, som siden blev benævnt Thule-folk, begyndte deres lange vandring fra Alaskas nordlige kyster til arktisk Canada og Grønland i 1000/1100-tallet. Man kan kun gætte på motiverne bag vandringen fra Alaska, formentlig er de gået efter fangsdyr, og det er værd at bemærke, at der i Thule-området findes den eneste kilde til meteorjern i hele det østlige Arktis. Viden om meteorjernsforekomsten har inuit formentlig fået via kontakt med de palæoeskimoiske grupper, som havde boet dér i århundreder. Det var muligvis konkurrencen om ressourcerne mellem inuit og palæoeskimoer, som førte til, at sidstnævnte netop forsvinder kort tid efter Inuits ankomst til det østlige Arktis.
De tidligste levn efter palæoeskimoerne i Grønland stammer fra omkring 2500 f.v.t, mens de yngste levn stammer fra 1200-tallet e.v.t. Igennem de mere end 3500 år skete betydelige forandringer i hvilke dele af det østlige Arktis, som var bosat. Eksempelvis synes Grønland at være ubeboet fra omkring begyndelsen af vor tidsregning til 700-tallet, og i øvrigt i store perioder siden de ældste bosættelser.
Over tid ændredes fangstmønstre og livsstil sig også betydeligt. Hvilket afspejler sig i rækken af arkæologiske navne, man bruger om de forskellige levn fra den lange periode (Independence, Saqqaq, Præ-Dorset og Dorset).
Det var sandsynligvis hvalrosfangsten, som bragte nordboerne helt til Thule fra deres bosættelser i Sydgrønland og de indre dele af Nuukområdet. Hvalrostand og -skind var centrale for den norrøne økonomi, da det var netop disse to produkter, der udgjorde betalingsmidlet til de skatter og tiende, som skulle erlægges den norske Konge og Romerkirken.
De islandske sagaer beretter, at bosættelsen skete under ledelse af Erik den Røde i 985, der selv tog land i Sydgrønland. Hans gård kaldtes for Brattahlíð og ligger sandsynligvis ved vore dages Qassiarsuk. Landet kaldte han for Grønland, og det velklingende navn var så tillokkende, at stort set alle gode landbrugsområder synes at have været taget i brug i løbet af en generation eller to. Allerede kort efter nordboernes indvandring til Grønland synes kristendommen, at have været nærmest enerådende blandt dem. I 1261 accepterede de grønlandske bønder formelt den norske konges overhøjhed.
Der er mange formodninger om, hvorfor nordboerne forsvandt i løbet af 1400-tallet. De fleste forskere hælder i dag til en forklaring, som omfatter en kombination af flere faktorer. Som følge af et fald i de årlige sommertemperaturer kan det være blevet stadigt vanskeligere at opretholde landbrugsproduktionen. Samtidigt synes den europæiske interesse for Grønland at svigte, og stadigt færre skibe kom til landet. Kombinationen af vanskelige produktionsforhold og isolation førte formentlig til, at man fraflyttede landet. Tilmed havde den Sorte Døds hærgen i Europa betydet, at tilflyttere fra Grønland kunne være kommet til Island og til Norge nærmest ubemærket. Kort tid efter var hele Grønland bosat af inuit.
I 1721 ankom den dansk-norske præst Hans Egede til Nuuk-området. Hans ambition var at genkristne de norrøne samfund i landet, man ikke havde haft kontakt med igennem et par århundreder. Hans Egedes ankomst falder sammen med et dansk/norsk ønske om at få kontrol med landet og dets ressourcer i skarp konkurrence med andre europæiske magter. Igennem 1600-tallet havde adskillige skibe fra bl.a. England og Holland bedrevet hvalfangst langs Grønlands vestkyst.
Hans Egede fandt af naturlige årsager aldrig de nordboere, han var taget af sted for at kristne. Da det ikke lykkedes for ham, oprettede han i stedet en mission og handelsstation i kongens navn, hvilket blev starten på dansk kolonisering af Grønland. Hans Egede var dog ikke alene om at missionere. Allerede i 1733 ankom en række tyske missionærer fra den Herrnhutiske Brødremenighed og oprettede missionsstationer i Sydgrønland.
Efter en række forsøg med private handelskompagnier blev det statslige selskab KGH (Kongelige Grønlandske Handel) oprettet i 1776 og varetog besejlingen og handelsmonopolet i Grønland. I løbet af 1700-tallet blev adskillige danske handelsstationer, kaldet kolonier, etableret på Grønlands vestkyst.
Fra koloni til selvstyre
Formelt var Grønland en norsk kronkoloni indtil 1814, men reelt blev landet i århundreder styret fra København. I 1862 fik Grønland med etableringen af en række forstanderskaber lokalt selvstyre, der bl.a. skulle tage sig af stedlige stridigheder og fattighjælp. Idéen bag rådene var at opildne til ansvarlighed blandt grønlænderne og på sigt, at det grønlandske samfund lærte at klare sig selv. Koloniøkonomien var indtil starten af 1900-tallet bundet op på sælfangsten, da sæltranen blev solgt i Europa til belysning. I samme periode blev det grønlandske skriftsprog fastlagt, og den første grønlandske avis Atuagagdliutit oprettet (senere fusioneret med Grønlandsposten og kendt som A/G).
Men på trods af øget færdsel omkring og interesse for landet, var der endnu store områder på verdens største ø, der var ukendte for de europæiske koloniherrer. I lange perioder var Tasiilaq på østkysten isoleret og praktisk talt ukendt for den europæiske verden, indtil en dansk ekspedition – den navnkundige Konebådsekspedition anført af Gustav Holm - besøgte området i 1884, og i 1894 anlagde den danske regering en koloni i området.
Ved århundredeskiftet var store områder langs nord-østkysten stadig ikke kortlagt og man havde ikke et klart billede af områdets geografi. I 1906 drog journalisten og eventyreren Ludvig Mylius-Erichen (1872-1907) i spidsen for Danmark-Ekspeditionen mod det dengang ukendte Nordøstgrønland for bl.a. at kortlægge området og foretage videnskabelige undersøgelser.
Grønland har på flere planer spillet en afgørende rolle i videnskabelige opdagelser, og den dag i dag foretages mange videnskabelige undersøgelser med udgangspunkt i Grønland.
Fire år senere, i 1910, oprettede polarforskeren Knud Rasmussen (1879-1933) handelsstationen Thule i Nordvestgrønland. I 1925 anlagde man nord for Ammassalik, kolonien Scoresbysund (Ittoqqortoormiit). Fra 1930-33 opstod der en dansk/norsk strid om retten til østkysten, der efter dom ved den Internationale Domstol i Haag tilfaldt Danmark.
Under 2. Verdenskrig blev Grønland en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England og for fly-overvågning af tyske ubåde i Nordatlanten. Myndighederne i Grønland oprettede i løbet af krigen en slædepatrulje til at overvåge den vidtstrakte nordøstgrønlandske kyst, og bidrog hermed til krigsindsatsen. Slædepatruljen havde flere skudvekslinger med tyske militære ekspeditioner og tyskerne endte med at opgive de vigtige vejrstationer i Nordøstgrønland. Kryolitten fra minen ved Ivittuut spillede en stor rolle under Anden Verdenskrig. Mineralet, der blev brugt i krigsindustrien, blev solgt til USA og Canada, og indtægterne fra salget finansierede driften af Grønland i løbet af krigen.
Grønlands militærstrategiske betydning betød en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Grønland. Fokus lå efter krigen i det nordligste Grønland og den amerikanske Thule Airbase blev oprettet i forlængelse af forsvarsaftalen mellem Danmark og USA fra 1951. En ønsket udvidelse af basen betød i 1953 en tvangsflytning af områdets oprindelige grønlandske befolkning. En retssag blev sidenhen rejst, og befolkningen modtog en undskyldning fra den danske statsminister.
I 1948 nedsatte statsminister Hans Hedtoft den Store Grønlandskommission for at styrke samfundsudviklingen i Grønland og øge samarbejdet mellem Danmark og Grønland. Det grønlandske samfund støttede op om processen, og formulerede på flere planer ønskerne til udviklingen, der medførte omfattende modernisering samt danificering. Afkoloniseringsønsket fra det nyoprettede FN pressede ligeledes på en ændring i styringen af Grønland. Kolonitiden ophørte i 1953 ved ændringen af Grundloven. Herefter blev Grønland en ligestillet del af det danske rige. Grønland fik samtidig to mandater i Folketinget ved Frederik Lynge og Augo Lynge. Landsrådet blev lagt sammen og fik større beføjelser, Nuuk blev Grønlands hovedstad og kolonitidens beskyttende og snævre rammer var for alvor ophævet.
Efter en folkeafstemning fik Grønland hjemmestyre i 1979. Hjemmestyret betød indførelse af egen lovgivning gennem Grønlands eget parlament (landstinget) og dermed kompetencen til at styre udviklingen den ønskede vej. En række centrale områder, herunder undervisning, kultur, sundhed, sociale anliggender, infrastruktur og skatteområdet, blev overtaget af Grønland. Ordningen betød at den danske stat overførte et årligt bloktilskud på baggrund af overtagne områder. Et af de første skridt Grønland tog efter indførelsen af Hjemmestyret var omkring medlemsskabet af EF. Ved en folkeafstemning i 1982 trådte Grønland ud af EF. Hovedårsagen var ønsket om kontrol over egne havressourcer.
På uddannelses siden i Grønland var der allerede fra 1845 kateket-seminarier. Seminariet i Nuuk – Ilinniarfissuaq – har igennem tid haft stor betydning for samfundsudviklingen, ikke bare for Grønlands skolevæsen, men også det kulturelle og politiske liv i Grønland. Efter Hjemmestyrets indførelse blev en række uddannelsesinstitutioner oprettet, herunder Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet, gymnasier, handelsskoler og socialpædagogiske seminarie. Kulturinstitutionerne, såsom Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu/Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og kulturhuse, kunstskole og nationalteater har alle bidraget til at stadfæste den grønlandske nationale identitet.
Efter årtusindeskiftet har der været øget fokus på etableringen af selvstyre. I 2004 blev der nedsat en selvstyrekommission, der skulle komme med forslag til, hvordan Grønland kan få øget selvbestemmelse. Kommissionen kom i foråret 2008 med forslag om at indføre selvstyre fra 2009. Efter et overvældende flertal ved den vejledende folkeafstemning i Grønland om indførelse af selvstyre, blev Grønlands selvstyre indført på Grønlands Nationaldag den 21. juni 2009.
Det mest afgørende ved selvstyreordningen er, at Selvstyreloven anerkender det grønlandske folk som et folk med retten til selvbestemmelse.
