Færøerne

Monarki (dansk), hjemmestyre
Areal: 1.399 km
Indbyggertal: 52.154 (2020)
Hovedstad: Tórshavn
Sprog: Færøsk

De atten øer
Ligesom Island og Grønland, er Færøernes historie tæt knyttet til det øvrige Norden, og der findes derfor ofte direkte paralleller til Danmark og Norges historie.

Den første skriftlige kilde, som menes at beskrive Færøerne er fra 825, og fra 850'erne begyndte den egentlige bosættelse af øerne - Landnamstiden. De første beboere, landnamsmændene, antages at stamme fra en gruppe frihedssøgende norske vikinger, der på samme tid bosatte sig i Island.

Allerede omkring år 650 var der ifølge myterne irske munke, der ankom til øerne i primitive skindbåde og her fandt et fredeligt tilflugtssted. Den første skriftlige kilde, der nævner øerne ved navnet "fåre-øerne", er den islandske Færinge Saga fra 1200-tallet.

Omkring år 900 trådte landnamsmændene sammen i en parlamentarisk samling, der danner det historiske grundlag for det senere Lagting. Med sin mere end 1000-årige historie, regnes Lagtinget sammen med det islandske Alting, som verdens ældste parlamenter.
Samtidig med både Island og Grønland - omkring år 1000 - blev Færøerne kristnet og underlagt den norske konge.

Med Kalmar-unionens dannelse i 1397 var Færøerne i samme situation som både Island og Grønland, der, sammen med Norge, kom under den danske krone. Da det norske rigsråd blev opløst i 1536, blev Nordatlantens øer og Norge administreret fra København, og da Reformationen nåede Færøerne i 1538, blev dansk officielt amtssprog på øerne.

I løbet af 14-1500-tallet var handelen med Færøerne domineret af skiftende private initiativer, og øerne var i lange perioder mere eller mindre isolerede fra det øvrige Norden.

Indtil 1619 konkurrerede Bergen og København om Færø-handelen, der var baseret på hvalolie, fisk og uldvarer. Herefter blev København handelscentrum, og i 1709 overtog den danske stat handelsmonopolet. Fra 1776 blev Færøerne administreret som en del af Sjællands stiftsamt.

I takt med erhvervelsen af ny viden og mere forarbejdning af råvarerne, øgedes fiskeeksporten til Europa via Danmark i slutningen af 1700-tallet. Men handelsforbindelserne var skrøbelige, og i 1807 truedes Færøerne af hungersnød på grund af svigtende forsyninger fra Danmark, som på det tidspunkt lå i krig med England. Efter Freden i Kiel 1814 forblev Færøerne, Island og Grønland danske, mens Norge overgik til Sverige.

I 1816 ophævede man fra dansk side Lagtinget og Færøerne blev nu sidestillet med et dansk amt.

Fra midten af 1850'erne tog den samfundsmæssige udvikling på Færøerne fart. Det færøske skriftsprog blev grundlagt og man fik i 1846 den første retskrivning.

Da handelsmonopolet blev ophævet i 1856, fik færingerne bl.a. ret til at oprette egne virksomheder. Retten til at handle frit fik stor betydning for overgangen fra naturalie- til pengeøkonomi, og en egentlig samfundsøkonomi baseret på fisk blev etableret.

Fra national vækkelse
til Landsstyre
Før monopolets ophævelse var hvalolie, tørret og saltet fisk og ikke mindst uldvarer Færøernes vigtigste eksportartikler, men med handelsfriheden, en forbedret administration og større både fra England ændrede billedet sig. Fisk udgjorde allerede omkring århundredskiftet over 90% af den færøske eksport.

I 1850 blev den danske grundlov af 1849 sat i kraft på Færøerne. I 1851 fandt det første rigsdagsvalg sted, og Lagtinget blev genoprettet i 1852 som amtsråd med rådgivende beføjelser.

En gryende national bevidsthed tog form blandt de færøske stude-rende i 1870'ernes København. Med Julemødet i Tórshavn i 1888 markeredes starten på en egentlig offentlig selvstændighedsstrøm-ning, og i januar 1889 blev Foreningen Føringafelag stiftet bl.a. med det mål at sikre det færøske sprogs fortsatte eksistens.

Denne nationale vækkelsesperiode delte sig senere i to tendenser: en kulturel og en politisk. I 1906 blev de to første politiske partier stiftet: Sambandsflokkurin, hvis mål var at bevare det bestående forhold til Danmark, og Sjálvstýrisflokkurin hvis mål var, at færingerne skulle få større indflydelse på egne anliggender.

Ved 2. Verdenskrigs udbrud blev Færøerne okkuperet af den britiske hær den 12. april 1940, og forbindelsen til Danmark afbrudt.

Under krigen varetog man egne indenrigs- og udenrigsforhold, og ved dens slutning var der et udpræget ønske om at få ændret Færøernes stilling i det danske rige.

Efter forhandlinger mellem Lagtinget og den danske regering, blev der afholdt en folkeafstemning om selvstyre den 14. september 1946. Dette var første gang i Færøernes historie, at det færøske folk blev taget på råd om sin suverænitet. Vælgerne skulle stemme om et begrænset selvstyre eller løsrivelse fra Danmark.

Resultatet blev et spinkelt flertal for løsrivelse fra Danmark. Kort efter blev Lagtinget dog opløst, efter danske myndigheders ordre, og nyvalg udstedt. Det nye Lagting kom til forhandlinger med den danske regering, som i 1948 resulterede i hjemmestyreordningen, hvilket medførte, at Færøerne blev anerkendt som en selvstyrende del af det danske rige.

Siden etableringen af hjemmestyret i 1948 har færøske myndigheder gradvist overtaget ansvar for egne anliggender. Lagtinget har lovgivningskompetence i egne sagsområder og landsstyret forvalter væsentlige dele af de samfundsopgaver, der berører den færøske borgers dagligdag. Færøerne har selvstændig finanslov, hvori indgår et årligt bloktilskud fra den danske stat. 

Med hjemmestyreordnigen blev færøsk anerkendt som hovedsprog og Færøerne fik egne pengesedler. Færøerne har ligesom Grønland to folkevalgte medlemmer i Danmarks Folketing.

I løbet af 60'erne gennemgik den færøske fiskerflåde en omfattende fornyelse, gamle træskibe blev erstattet af moderne trawlere og den samlede fiskeriproduktion blev fordoblet fra 1960 til 1970. Det var særlig sildefiskeriet, der var årsag til denne vækst. En vækst der bevirkede, at Færøerne hastigt udviklede sig til et moderne industrisamfund.

Færøernes Universitet blev grundlagt i 1965, i 1970 åbnede Færøernes Kunstmuseum og i 1983 åbnede Nordens Hus, et kulturhus under Nordisk Ministerråd.

Siden 1970 har Færøerne deltaget i det nordiske samarbejde i både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. I 1972 besluttede et enigt Lagting, at Færøerne ikke skulle følge Danmark ind i EF, da man selv ønskede at forvalte fiskeriet i de omkringliggende farvande. Fiskerigrænsen var fra 1977 200 sømil. Siden 1989 har Færøerne haft frihandelsaftale med EU, og i dag har Færøerne indgået en fælles handelsaftale med Island.