Nyhed, 16. oktober 2024:
Regeringen bevilliger støtte Tranhuset
Kulturministeriet har meddelt, at regeringen i 2024 bevilliger 6 millioner til det historiske Tranhus, hvor der etableres et nyt videns- og læringscenter med fokus på de nordatlantiske lande.
I forbindelse med bevillingen udtalte fungerende kulturminister Christina Egelund:
”Jeg håber, at støtten til Tranhuset vil være et vigtigt bidrag til, at videnscentret snart kan stå klar og give børn og unge et opdateret billede af livet og samfundet i Grønland, på Færøerne og i Island."
Nyt videns- og læringscenter
Tranhuset ligger på Christianshavn i tilknytning til kulturinstitutionen Nordatlantens Brygge, der drives i samarbejde mellem Færøerne, Grønland, Island og Danmark.
Det nye videns- og læringscenter åbner i Tranhuset sommeren 2026 og vil udbyde tematiske undervisningsforløb. Det er de tre fonde A.P. Møller Fonden, Novo Nordisk Fonden og Augustinus Fonden, som i alt støtter med 45 mio. kr. til at udvikle det naturvidenskabelige og humanistiske formidlingsindhold og ikke mindst renoveringen af det historiske Tranhus til formålet. Med bevillingen fra regeringen er der nu i alt 51 mio. kr. til at udvikle og åbne Tranhuset.
Regeringsstøtten
Ud over støtten til Tranhuset meddelte kulturministeriet, at der også er afsat midler til at styrke filmstøtteordningen NORDDOK II, idet regeringen med begge bevillinger ønsker at udvikle fællesskabet mellem Færøerne, Grønland og Danmark i respekt for hvert lands selvstændige identitet, kultur og sprog.
Meddelelsen fra Kulturministeriet blev udsendt 15. oktober og kan læses her på ministeriets hjemmeside.