CAFÉKONCERT: SIGURDÍS
Tag hul på din weekend med unikke toner fra Nord, når den islandske komponist, pianist og vokalist Sigurdís spiller intim fyraftenskoncert i vores hyggelige café
Fredag 5. september 2025 kl. 17
Siden Sigurdís forlod Island i 2017, har afstanden givet hende et nyt blik på sit hjemland og sine rødder. Inspirationen til hendes kompositioner udspringer fra det blik – og mindet om de smukke lyse sommernætters magi, der gradvist glider over i det dybe vintermørke. Stilheden i naturen, som både kan vække ensomhed og fremkalde en inderlig ro.
De historier vi bærer med os
Sigurdís voksede op mellem de storslåede bjerge i Nordisland, samme sted som hendes farfars bror, Jónas Tryggvason - en mand hun aldrig har mødt, men som alligevel føles nærværende i hendes liv og musikalske virke.
Ud over at fortolke Jónas Tryggvasons sange har Sigurdís komponeret ny musik til hans digte, og gennem deres fælles stemme fortæller de om drømme, der afbrydes af virkeligheden, glæden der overskygges af sorg, og hvordan mørket med ét kan slukke lysets stråler.
Sigurdís
Sigurdís flyttede til Danmark i 2017 for at studere ved Syddansk Musikkonservatorium i Odense. I 2023 afsluttede hun sin kandidatgrad i jazzklaver og komposition med topkarakter. I løbet af de sidste seks år har Sigurdís' primære mentor været Juno Award-vinderen, pianisten og komponisten David Braid.
I november 2023, var Sigurdís finalist i Nordic Composer Contest, arrangeret af Odense Jazz Orchestra. I begyndelsen af marts blev hun inviteret til Canada af Winnipeg's Jazz Orchestra og det islandske konsulat i Winnipeg for at optræde med sine værker.
Sigurdís' debutsingle, en fortolkning af "I Get Along Without You Very Well", udkom i marts 2023 og har nu opnået 120.000 streams på Spotify.
CAFÉKONCERTER – FRI ENTRÉ
Vores hyggelige café danner rammen om en serie intime fyraftenskoncerter, hvor du kan tage hul på weekenden til skønne klange fra nord.
Koncerterne spilles kl. 17 og varer ca. 30 minutter.
Der er gratis adgang og caféen med nordatlantiske øl holder åbent til kl. 20.