HJEM
Gennem samtale, sange og oplæsninger reflekterer Lea og Sissal Kampmann over identitet og tilhørsforhold denne aften, der kredser om ordet ’hjem’ i vores litteratursalon NordOrd
Onsdag 30. april 2025 kl. 19.30
Mellem musik og ord dykker sangskriver Lea Kampmann og forfatter Sissal Kampmann ned i temaet hjem. Hvad vil det sige at finde hjem? Er hjemmet et fysisk sted, en følelse, et sprog – eller måske noget, vi alle bærer med os?
Oplev en helt særlig aften i litteratursalonen NordOrd, hvor Lea og Sissal Kampmann reflekterer over identitet og tilhørsforhold i både en personlig, sjælelig og musikalsk fordybelse.
Arrangementet forventes at vare 90 minutter (inkl. kort pause).
Entré: 80 kr (billetten giver også adgang til udstillingen)
Onlinebilletsalg
MEDVIRKENDE
Sissal Kampmann er forfatter og arbejder med sprog og poesi som redskaber til at undersøge identitet og længsel. Hendes oplæsninger skaber en intens nærhed og eftertænksomhed, der inviterer publikum til at mærke ordenes vægt og betydning. Under arrangementet læser hun både helt nye tekster fra sin kommende digtsamling samt udvalgte tekster fra tidligere udgivelser.
Lea Kampmann er sangskriver og formidler gennem sin musik et nærvær og en sårbarhed, der rammer lytterne dybt. Til denne aften spiller hun primært sange fra sit nyeste album Seinferð (Slow Motion), der udkom i september 2024.
Albummets titel afspejler en musikalsk fordybelse, som er blevet endnu mere nødvendig for Lea, efter hun oplevede en stresssygemelding i sit 4. år på konservatoriet i København. Denne erfaring har givet hende en dyb forståelse af vigtigheden af at stoppe op og skabe en ægte forbindelse til musikken og sit publikum. Sangene fremføres på færøsk, og for dem, der ønsker det, vil der være mulighed for at købe en lille bog med engelske oversættelser af teksterne til 100 kr.
TONER I KUNST — SAMTALEPROGRAM
Sideløbende med udstillingen Toner i kunst præsenterer vi et særligt program, der udfolder forskellige dialoger mellem billedkunst og musik gennem samtaler, film og små cafékoncerter.
Læs mere på nordatlantens.dk/tonerikunst/samtaler