BAGOM UDSTILLINGEN ’DU SER MIG AN – SOM JEG SER DIG’
Hvorfor sætte danske Grønlandsrejsende kvindelige kunstnere sammen med en samtidskunstner fra Grønland? Kom til foredrag med udstillingens kuratorer, Laila Lund Altinbas og Stine Lundberg Hansen, og bliv klogere.
Tirsdag 21. januar 2025 kl. 17
Kuratorerne bag udstillingen Du ser mig an – som jeg ser dig fortæller i dette foredrag om de g(l)emte Grønlandsrejsende kvindelige kunstnere, der har været marginaliseret i den danske kunsthistorie, om den kolonialisme, som disse værker indeholder, og om hvorfor udstillingen bygger på et samspil med den grønlandske kunstner Ivínguak’ Stork Høeghs værker.
Kunstforedrag
Foredraget finder sted i forbindelse med udstillingen Du ser mig an – som jeg ser dig. Udstillingen er kurateret af Laila Lund Altinbas og Stine Lundberg Hansen, og den er en foreløbig kulmination på deres flerårige arkivstudier såvel som udstillingsarbejde med beslægtede temaer
Arrangementet varer 90 minutter (inkl. spørgsmål fra salen).
Entré: 80 kr (billetten giver også adgang til udstillingen).
MEDVIRKENDE
Stine Lundberg Hansen er freelance kunstskribent og kurator, og hun er pt. ansat i et barselsvikariat på Nordatlantens Brygge. Hun er født og opvokset i Danmark. Fra 2015-21 var hun museumsinspektør på Nuuk Kunstmuseum, hvor hun blandt andet kuraterede udstillingen Nulialo//Og hustru. Hun var desuden skribent og redaktør ved kunst- og kulturtidsskriftet Neriusaaq samt medstifter af sitet kunst.gl.
Laila Lund Altinbas er kunsthistoriker. Hun er født og opvokset i Aasiaat, Grønland. Siden 2017 har hun formidlet og kurateret udstillinger med fokus på kunst fra og om Grønland på grønlandske og danske kunstinstitutioner; lige fra små projektrum og kulturhuse til museer og kunsthaller, bl.a. som museumsinspektør på Nuuk Kunstmuseum i 2018-2019 og som kurator på udstillingen Kusanartuliat - mellem grønlandsk kunst og kunsthåndværk på Kunsthal Nord i 2022.