CAFÉKONCERT: ANNIKA HOYDAL
Oplev en intim fyraftenskoncert med den legendariske skuespiller, sangskriver og sangerinde Annika Hoydal i vores hyggelige café.
Fredag 16. august 2024 kl. 17
Sidste år udgav Annika Hoydal albummet Leysir Endar (Løse ender), der blev indspillet live i Hoydalar på Færøerne med nogle af Færøernes bedste musikere og Torleik Mortensen som producer.
Annika Hoydal voksede op i Hoydalar og debuterede som skuespiller på Færøerne i 1965, før hun blev uddannet - som den første færøske kvinde - fra Statens Teaterskole i København i 1973. Derefter tog hun hul på sin omfattende karriere som sanger og skuespiller i Skandinavien og Skotland.
Gennem årene har Annika Hoydal udgivet femten albums. På Nordatlantens Brygge var hun dog senest aktuel som skuespiller i Trygvi Danielsens spillefilm 111 góðir dagar (111 good days), der blev vist på Nordatlantiske Filmdage 2021. Nu vender hun tilbage, og denne gang i egen person og med et udvalg sange og anekdoter til en intim fyraftenskoncert i vores café.
Du kan læse mere om albummet Leysir Endar, som findes på CD, Lp og hos de store streamingtjenester (Spotify, Apple Music, etc.) her hos pladeselskabet Tutl.
CAFÉKONCERTER – FRI ENTRÉ
Vores hyggelige café danner rammen om en serie intime fyraftenskoncerter, hvor du kan tage hul på weekenden til skønne klange fra nord.
Koncerterne spilles kl. 17.15 og varer ca. 30 minutter.
Der er gratis adgang og caféen med nordatlantiske øl holder åbent til kl. 20.