Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Menu

POESI UDEN GRÆNSER 2023

Med Beinir Bergsson, Jessie Kleemann, Muniam Alfaker, Grzegorz Wróblewski, Einar Már Guðmundsson og Dorthe Højland Group.

Søndag 1. oktober 2023 kl. 15

For ottende gang præsenterer vi Poesi uden grænser - vores årlige, tværkulturelle og stemningsfulde lyrikarrangement, der blander poesi fra forskellige lande i vores litteratursalon NordOrd. Og i år tilføjer vi musik til anden halvdel af arrangementet.


LYRIKOPLÆSNINGER OG POETISK JAZZ

Årets program byder på poesi med rødder, der forgrener sig mellem Danmark, Færøerne, Grønland, Irak, Island og Polen.

I første runde lytter vi til oplæsninger ved færøske Beinir Bergsson, grønlandske Jessie Kleemann, irakiske Muniam Alfaker og polske Grzegorz Wróblewski, og efter en kort pause går den islandske poet Einar Már Guðmundsson i dialog med danske Dorthe Højland Group, der spiller nykomponeret musik til hans digte.


ARRANGEMENTET

Broderparten af oplæsningerne bliver på dansk, og enkelte af digtene læses på både originalsproget og i dansk oversættelse. 

Arrangementet varer i alt 135 minutter (inkl. pause).

Der vil være bogsalg i litteratursalonens café, som åbner 45 minutter før det starter.

Entré: 60 kr.
Onlinebilletsalg

Poesi uden grænser 2023 er arrangeret af litteratursalonen NordOrd på Nordatlantens Brygge i samarbejde med Assununu og Islands Ambassade med støtte fra Statens Kunstfond.

 

MEDVIRKENDE

Den færøske poet Beinir Bergsson debuterede i 2017 med digtsamlingen Tann lítli drongurin og beinagrindin (Den lille dreng og skelettet). Han er aktuel i Danmark med og læser op fra digtsamlingen Solhaven (Sólgarðurin), der er udkommet på forlaget Arena og som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.

Jessie Kleemann er grønlandsk performancekunstner, forfatter og digter. Hun debuterede som digter i samlingen Tallaat (1997) og i 2021 udkom hendes seneste samling i Danmark, den flersprogede Arkhticós Dolorôs, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022. Kleemann vil læse op fra den samt nye digte.

Muniam Alfaker er irakisk poet, der kom som flygtning til Danmark i 1986. Han er udkommet på talrige sprog og i Danmark især med en række digtsamlinger, siden Sky på flugt udkom som den første i 1988. Alfaker er desuden stifter af den dansk-arabiske kultur-sammenslutning Assununu, der har stået for tværkulturel forfatterudveksling siden 1980’erne og været partner på Poesi uden grænser siden 2017. Alfaker læser udvalgte digte fra hele sit virke.

Den polske digter Grzegorz Wróblewski er født i Gdansk, men har i en årrække boet i København. Han har udgivet en række digtsamlinger i Polen og er desuden oversat til engelsk og flere andre sprog. På dansk findes og han vil læse op fra bl.a. Digte (Det poetiske Forlag, 2015) og Cindys vugge (2016).

Einar Már Guðmundsson er en af nutidens mest kendte forfattere og digtere fra Island og har modtaget bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis Nordiske Pris. Han har tidligere arbejdet med musikere i forskellige sammenhænge, og her bliver det med digte fra hans seneste digtsamling på dansk, Til rette vedkommende, med særligt komponeret musik ved Dorthe Højland.

Dorthe Højland er komponist og diplomuddannet musiker fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hendes instrument er saxofonen, og hun har dannet Dorthe Højland Group, der spiller egen-komponeret nordisk jazz med vægt på det lyriske, melodiske og stemningsfyldte. Til digtsamlingen Til rette vedkommende har hun komponeret musik, der underbygger og går i dialog med digtens tematisering af begyndelser og afslutninger, kærligheden og årstiderne, naturen og universet.

Ud over Dorthe Højland på saxofon består Dorthe Højland Group af tre veletablerede jazzmusikere: Jacob Højland (klaver), Thomas Sejthen (kontrabas) og Henrik Nielsen (trommer).

 

 

Billetsalg (FÅ BILLETTER)

Billetsalg (FÅ BILLETTER)