Åbningstid i dag: 10-17
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: Lukket
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Åbningstid i dag: 12-17
Menu

CATHRINE LEGARDH & SIGURÐUR FLOSASON NY NORDISK KVINTET

Hør jazzkvintetten med sangerinden Cathrine Legardh og saxofonisten Sigurður Flosason i front præsentere det nye album Stilhed & Storm, som vi markerer med et glas kølig rosévin efter koncerten.

Tirsdag 20. juni 2023 kl. 19.30

Jazzsangerinde Cathrine Legardh (DK) og altsaxofonisten Sigurður Flosason (IS) har i en årrække - og henover Atlanten - komponeret musik sammen. De udgav i 2011 det anmelderroste album Land & Sky, og nu præsenterer de albummet Stilhed & Storm med 15 nye sange, der har tekster på dansk af Legardh og musik af Flosason.


Stilhed & Storm

Albummet Stilhed & Storm er indspillet i Danmark og færdigmixet på Island, og det udgives på det hæderkronede Storyville Records i juni 2023 - i Danmark, Island og det øvrige Norden.

Legardh og Flosason har til anledningen sammensat Ny Nordisk Kvintet, som du kan opleve live denne aften på Nordatlantens Brygge med følgende besætning:

Cathrine Legardh (vokal)
Sigurður Flosason (altsax)
Jacob Christoffersen (piano)
Jesper Thorn (kontrabas)
Espen Laub von Lillienskjold (trommer)


Nordisk inspireret jazz

Legardh er dansk, men har med sine norsk/svenske familierødder tilbragt meget af barndommen særligt i Norge. Flosason er fuldblods islænding fra Reykjavik, og på den måde kan man sige, at tekst og musik helt grundlæggende er nordisk funderet - og til dels inspireret af de nordiske folkeviser.

Musikken er primært skrevet til teksterne - med få undtagelser, hvor det modsatte gør sig gældende. Ord og toner flyder frit og kryber ind i hinanden, melodien smyger sig til ordene - understøtter og bærer frem - altid med den største respekt for det skrevne ord. Eller som Flosason selv siger det:

Teksterne er jo på dansk - hvilket er meget unikt og har været til stor inspiration for mig i mit kompositoriske virke. Jazz på dansk - såvel som på de øvrige nordiske sprog - er ekstremt sjældent forekommende. Det giver et personligt, mere direkte og ærligt udtryk. Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver modtaget. Teksterne er meget folkelige og spiselige, så jeg forventer faktisk, at vi kan nå en helt ny målgruppe, som ikke ellers lytter til jazz.


Natur og hverdagspoesi
Naturen spirer, blomstrer og visner i et væk. Alting ånder ind og ud i en uendelig rytme. Året går sin gang, livet begynder og ender. Melodi og tekst går hånd i hånd, og kredser om kontrasterne. Når stormen raser ude, er alt stille inde – eller omvendt. Det handler om det fjerne og det nære, det store og det lille i mennesket og i naturen. Teksterne tager afsæt i det moderne menneske - dets liv og dilemmaer - og frem for alt det levede liv.

’Det handler om liv og død - og alt herimellem, siger Legardh og uddyber: Det handler om at miste, om troen på noget større og forestillingen om, hvor vi kommer hen, når vi skal herfra; det handler om året, der går sin gang og alting, som går i ring; om træerne der står og ser til, mens alt udspiller sig; det handler om moderskab og børn og alt det, vi omgiver os med i det daglige; om de gode dage og om hunden - dens gang og glæde gennem livet – som en dag ikke er her mere.


KONCERTEN

Koncerten varer 60 minutter.

Albummet Stilhed & Storm kan købes efter koncerten, hvor vi byder på et glas kølig rosévin i anledning af udgivelsen.

Dørene åbner 45 minutter før koncertstart og der er unummererede pladser.

Billetter: 150 kr

Onlinebilletsalg

 


Album-cover: Sigrun Gudbrandsdottir
Foto øverst (udsnit): Gorm Valentin


BAGGRUND

Legardh & Flosason har haft et musikalsk samarbejde siden 2009, hvor de sad fanget under vulkanen på Island. Det blev til et dobbeltalbum ’Land & Sky’ (Storyville Records 2011), som bl.a. blev nomineret til Årets Vokaljazz Album ved både Danish Music Awards og Icelandic Music Awards. Flosason vandt titlen som årets komponist 2011 på Island ifm. sit samarbejde med Legardh.

Om det foregående album ’Land & Sky’ skrev pressen bl.a:

’Et vulkanudbrud! Man lytter opmærksomt, og der står noget på spil i det emotionelle udtryk. Særdeles charmerende og dybt personlig - en sjældenhed!' ♥♥♥♥♥ POLITIKEN, Christian Munch-Hansen, 2011

’Land & Sky’ på TOP 10 over danske jazzudgivelser, JAZZNYT, Niels Overgaard, dec. 2011

’Legardh fraserer og teksttolker på en meget distinkt og meget indtagende facon i et vellykket musikalsk samarbejde med Flosason.'  INFORMATION, Peter H. Larsen, 2011

 

Billetsalg

Billetsalg