SELKVINNEN
Med oplæg
Filmhistoriker og tidligere direktør ved Norsk Filminstitutt, Jan Erik Holst, introducerer den norske film Selkvinnen (1953), der er en af de første spillefilm indspillet på Færøerne og en filmhistorisk kuriositet.
Lørdag den 27. september kl. 20
I begyndelsen af 1800-tallet styres Færøerne med myndig hånd af landsfoged Wenzel Hammershaimb. Hans datter Inger tiltrækkes imidlertid af og udvikler et tæt venskab med den færøske og stolte bonde Poul Nolsøe, der gerne vil rejse til København og opponere mod kongens handelsmonopol. Således er der lagt op til både politiske og personlige konflikter i Selkvinnen, der er løst baseret på historiske skikkelser og som inddrager sagnet Sælkvinden i sin beretning.
Filmhistorisk kuriositet
Den ambitiøse, norske film blev instrueret af Lauritz Falk (dialoger) og Per Jonson (teknisk instruktion og foto). Den egentlige ophavsmand og instruktør var dog manusforfatter og producent Leif Sinding, der havde været chef for det nationalsocialistiske Statens filmdirektorat 1942–1945, hvilket han var blevet straffet for med et fængselsophold.
Filmen blev en regulær publikumsfiasko i Norge, hvor den også har fået et blakket rygte. Man skal dog ikke se bort fra, at det skyldes netop producentens politiske baggrund. Og de få, der faktisk har set filmen siger, at den er betydeligt bedre end sit rygte. Selkvinnen er ydermere en af de allerførste spillefilm, der er indspillet på Færøerne, og vi ser frem til at give publikum syn for sagen, når vi viser den for allerførste gang i Danmark.
Arrangementet
Filmen varer 77 minutter og vises med oplæg om historien bag den. Det samlede arrangement varer ca. 95 minutter, og der er åbent i Bio-caféen en time før og efter visningen.
OBS. Filmen vises uden undertekster. Den er dog på et meget forståeligt norsk og stedvis på dansk.
Onlinebilletsalg på www.politikenbillet.dk/nordatlanten
Færøske Biodage er støttet af: