Island

Republik
Areal: 103.300 km
Indbyggertal: 364.134 (2020)
Hovedstad: Reykjavík
Sprog: Islandsk

Fra landnam til protestantisme
Islands tidligste bosættelseshistorie - Landnamstiden (874-930) - er rigt beskrevet i en række skrifter fra 1100-tallet, der redegør for landnamsmændenes navne, slægtskaber og ejendomsforhold mv. Ud fra disse kilder, bl.a. Landnámabók, der er forfattet af Ari Þorgilsson den Frode og Sturla Þórðarson, kan man desuden læse, at disse første bosættere primært kom fra det vestlige Norge og de nordiske bygder på De Britiske Øer og Irland.

Sagaerne er en anden værdifuld skriftlig kilde til den viden om de tidligste samfund på Island. På trods af at det var digterværker af u-kendte forfattere, genspejler de ikke bare bosættelsestidens lokale forhold i detaljer, men omhandler også forhold i Norden, Færøerne, Grønland samt de Britiske Øer.

Islands mest berømte historiske forfatter, Snorri Sturluson (1176-1242), beskrev bl.a. i værket Heimskringla Norges konges historie. En beskrivelse der senere fik stor betydning i Norges kamp for selvstændighed.

Snorri er desuden forfatter til Snorra Edda, det betydeligste skrift om gammel nordisk digtning. Han er sandsynligvis også forfatter til den navnkundige Egilssaga.

I 930 blev Altinget (Alþingi) grundlagt, et af verdens ældste parlamenter.  Det var et forbund af lokale høvdinge fra landets 30-40 høvdingedømmer, der årligt mødtes for at lovgive og dømme i eventuelle tvister.  Denne institution var grundstammen i den islandske fristat, der blev opretholdt indtil 1262.

Efter pres fra Norges konge Ólafur Tryggvason, indførtes kristendommen i Island i år 1000. Dog med den mulighed, at dem, der dyrkede den gamle Ase-tro, fortsat kunne tilbede deres guder i det skjulte. Norsk indflydelse blev større i de følgende århundreder og efter flere forsøg på at overtage landet, blev det i 1262, efter en langvarig og blodig borgerkrig, besluttet at indgå i union med Norge.

Da Danmark, Norge og Sverige i 1397 dannede Kalmar-unionen som modtræk til de stærke Hansestæder, fulgte Island, Grønland og Færøerne med Norge ind i unionen.

Lutheranismen kom til Island i 1539 og blev antaget for Skalholts-stift i 1541, mens den sidste katolske biskop i Hólar, Jón Arason bekæmpede den ny lære. Da han blev halshugget i 1550 sejrede Reformationen og protestantismen endelig på øen. Den blev formelt antaget for Hólarstift i Nord-Island i sommeren 1551. Det Nye Testamente udkom på islandsk i 1540 og i 1584 forelå hele Biblen på islandsk.

Efter Kalmar-unionens opløsning og lutheranismens indførelse blev den danske kongemagt styrket og i 1602 blev handelen med Island monopoliseret. Herefter var det forbudt at handle med andre skibe end dem, der havde en kongelig dansk licens. Hermed mistede landet bl.a. den væsentlige handel med Hamburg, der på det tidspunkt var Islands største handelspartner sammen med Danmark. I 1662 accepterede islændingene kong Frederik den tredje (1609-1670) som enevældig på Island.

Omkring 1700 indsamlede Árni Magnússon næsten 2000 originale islandske håndskrifter og fik dem flyttet til København. Manuskript-erne kom til at danne grundlaget for det Arna Magnæanske Institut i København. Håndskrifterne er Islands vigtigste kulturarv, og derfor er tilbageleveringen fra 1971-1997 en central epoke i landets historie.
Med enevældens indførelse ophørte Altingets lovgivende myndighed. Derefter fungerede det kun som domstol og i 1800 blev tinget, og dets retsfunktioner overført til en nyoprettet Landsoverret i Reykjavík. I 1787 blev handelsmonopolet afskaffet og den såkaldte frihandel blev indført. Dermed blev det i almindelighed tilladt danske undersåtter at handle på Island, deriblandt islændingene selve, der også fik lov til at drive handel i andre lande indenfor kongeriget.

Fra enevælde til republik
I slutningen af 1700-tallet blev der etableret en selvstændig eksport af varer til udlandet, men helt op til tidlig 1900-tal var Island et yderst fattigt og forarmet land, hvis væsentligste handelsvare var klipfisk. Foruden fisk eksporterede man også uld og tran samt flere landbrugs- og fiskeriprodukter. I løbet af 1800-tallet samlede landet og befolkningen kræfter og samfundet styrkedes. Tanker om national frihed og selv-stændighed bevægede sig fra Europas hovedstæder mod nord og fik fodfæste.

Som et kuriosum kan nævnes, at den danske eventyrer, Jørgen Jürgensen - senere spottende kaldt Hundedagekongen, i 1809 sammen med 12 bevæbnede mænd, overtog magten i Island. Han gav straks lærere og præster lønforhøjelse, løsladte alle fanger i Reykjavík fængsel (som idag huser statsministerens kontor), er-klærede at al dansk myndighed i Island var ophævet og udstyrede Island med eget flag. Efter 58 dage blev han imidlertid arresteret af engelske marinesoldater og fængslet i London, da han var stukket af fra en slags prøveløs-ladelse dér!

Men omkring 1830-40'erne etableredes en selvstændighedsbevæg-else bestående primært af islandske studerende i guldalderens København. Inspireret af de borgerlige revolutioner i Europa for-mulerede de med Jón Sigurðsson (1811-1879) i spidsen, en række frihedsskrifter og digte, der agiterede for frihed og fordrede gen-vunden hævd og selvværd for det engang så stolte og stærke folk. Inspirationen fra sagatiden var tydelig, samtidig med at digterne fornyede den traditionelle digteform både form- og indholdsmæssigt. Politisk agiterede man for, at Altinget skulle genoprettes som lovgivende forsamling, hvormed processen mod politisk selvstændighed for alvor blev igangsat.

I 1845 oprettedes Altinget som rådgivende forsamling og i 1874, fik Island egen Grundlov og Altinget igen lovgivende funktion. I 1882 fik islandske kvinder stemmeret til kommunevalg og i 1915 også til Altinget. I 1904 fik landet hjemmestyre og egen Islandsminister med bopæl i landet.
I 1911, knapt 100 år efter grundlæggelsen af Nationalbiblioteket, oprettedes Islands Universitet, der 4 år senere for første gang kunne hejse landets eget flag. Og i 1916 blev de islandske fagforeninger organiseret i et samlet forbund, Alþýðusamband Íslands.

Med underskrivelsen af Forbundsloven i 1918 blev Island en fri og suveræn stat. Loven var tidsbegrænset og kunne genforhandles efter 25 år. Efter 1918 var Island i personalunion med Danmark, dvs. at den danske konge også var Islands konge.

Islands statsradio sendte for første gang i 1930, og i 1940 kunne den meddele, at Island var blevet besat af Storbritannien. Efter aftale med den islandske regering overtog USA senere besættelsen.

Under krigen var forbindelsen til Danmark minimal, og i 1944 er-klærede Island sig som en republik. 2 år senere blev landet medlem af FN, i 1949 medlem af NATO og Europarådet og i 1952 af Nordisk Råd. Også kulturen fik bedre kår. I 1950 blev Nationalteatret åbnet, og i 1955 blev forfatteren Halldór Kiljan Laxness (1902-1998) hædret med Nobelprisen i litteratur.

I 1958 startede torskekrigen mellem England og Island, da Island af begrundet frygt for overfiskeri udvidede fiskerigrænsen til 12 sømil. I 1972 udvidedes grænsen til 50 sømil, og igen i 1975 til 200 sømil, med torskekrige med England og Vest-Tyskland som følge.

I 1980 blev Vigdís Finnbogadóttir den første demokratisk valgte kvinde-lige præsident i verden. Hun blev genvalgt 3 gange, før hun gik af i 1996. I 1986 fandt topmødet mellem USA's præsident Ronald Reagan og den sovjetiske regeringschef Mikhail Gorbatjov sted i huset Höfði i Reykjavik.

Op gennem 1990'erne og i årene omkring årtusindeskiftet aftegner Islands kultur, økonomi og politik sig både nationalt og internationalt. Hvor det tidligere var fiskeri, der bidrog til landets BNP, er det i dag også metalproduktion og ikke mindst turisme, der udgør en stor del af landets økonomi.